Beretning – Caminoen

Fra Pyrenærene til Verdens Ende

Camino-vandring august – september 2015
Af Poul Kruse, PKRUSE@POST3.TELE.DK
Askov den 17. maj 2016
Forord
I 2003 tog min søn Juma og jeg på min udfordring 24 dage til Tanzania, hvor vi bla. besteg
Kilimanjaro. For nogle år siden udfordrede han så mig til en vandretur på pilgrimsruten
Camino Santiago de Compostela. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til!
Endelig i foråret 2015 kunne vi bestille flybilletter til udrejse fredag den 21 august og
hjemrejse fredag den 11 september – i alt 22 dage.
Jeg er nu i mellemtiden blevet 71 år og næsten blind.
En del af forberedelserne var at anskaffe det rette udstyr:
Vandrestøvler med inder- og ydersokker for at undgå vabler, t-shirts af uld der ikke skulle
vaskes, lagenpose, hurtigtørrende håndklæder, regnponcho etc. Bagagen skulle bæres i
en 35 liters rygsæk med en overskuelig ruminddeling. Bagagen måtte helst ikke veje mere
end 8 kg., så der skulle laves en pakkeliste, der svarede til mine behov inden for denne
snævre ramme.
Forudsætningen for hele turen var at Juma kunne guide mig, så jeg kunne træde sikkert
hvert eneste af vores ca 1 mio skridt, selv om jeg ikke kunne se, hvor eller hvad jeg trådte
i. Nogen steder var der kun et skridt til siden til en dyb afgrund, men ikke en eneste gang
trådte jeg forkert eller ved siden af.
Teknikken var et stykke tøjsnor bundet som to løkker, hvor Juma holdt den ene i sin højre
hånd og jeg den anden i min venstre hånd. Han kunne således både mærke hvor jeg var
og dirigere, hvor jeg skulle gå. Med min lille hvide markeringsstok i højre hånd kunne jeg
mærke, hvad der var til den side – græs, træer, klipper eller afgrund.
Det blev til i alt ca 300 km i tre etaper – etape 1 (plan A) med Juma alene, etape 2 og3
(Plan B og C) med Juma og hans forlovede Tanja.
Det var en fantastisk spændende og udfordrende oplevelse sammen med Juma og Tanja.
Det var alt sammen storslået og fascinerende med bjerge, dale, fossende floder,
atlanterhavskyst, gamle kulturbyer, små landsbyer og landbrug med hanegal og åbne
kostalde i en evig forandring fra time til time. og så alle de mennesker vi mødte – både de
lokale og alle de andre pilgrimme.
Men stigningerne og terrænet var langt hårdere end vi havde forestillet os hjemmefra –
især i Pyrenærene. Vi vandrede i 6 – 10 timer om dagen, så vi var ofte dødtrætte, når vi
kom frem til et herberg. Men samtidig var hovedet ved at sprænges af alle de mange
sanseindtryk.
Men efter en times tid på herbergskøjen, måske en kop øl, en sund og lækker tre-retters
dagens menu til 10 euro og 6-8 timers søvn var kroppen mirakuløst nok frisk og klar til en
ny dags vandring.
Store oplevelser må også godt gøre lidt ondt en gang imellem. Og det gjorde de, når jeg
på de hårdeste dage nærmede mig eller overskred mine fysiske grænser. At prøve
grænser af har den fordel, at så bliver man også mere bevidst om, hvor de er.
Vi fik megen inkluderende opmærksomhed undervejs: Juma med mig i en ledesnor i den
ene hånd og den hvide stok i den anden hånd op og ned over alle bjergene! Mange
pilgrimme fra hele verden syntes vi var seje, modige og stærke. Mange ville fotografere os
og fortalte at de havde hørt vores historie undervejs på caminoen. Jeg håber vi dermed
også har fortalt verden en positiv historie om hvad blinde også kan.
Jeg mener ikke, at man bare kan hvad man vil. Det er også et ressourcespørgsmål. Men
jeg mener, at man kan mere end man tror man kan. Og man kan mere når man prøver,
end hvis man ikke prøver! Jeg er glad for, at vi prøvede!
Til inspiration og refleksion:
Gerry & The Pacemakers – You’ll Never Walk Alone
https://www.youtube.com/watch?v=OV5_LQArLa0
Thomas Espedal
Gå – om at leve vildt og poetisk
Miguel de Cervantes
‘Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha’
Roman fra 1604
Hvad er Camino Santiago de Compostela?
Camino betyder Vejen. Santiago betyder Sankt Jakob. Så Camino Santiago de
Compostela betyder vejen til Sankt Jakob I Compostela eller Sankt Jakobsvejen.
Katedralen i Santiago de Compostela er bygget der, hvor man mener, apostlen Jakob
ligger begravet.
Jakob tilhørte inderkredsen omkring Jesus og var den første martyr blandt apostlene. I dag
er han pilgrimmenes og Spaniens skytshelgen
Jakob bliver ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 12, henrettet omkring år 44 på ordre fra
kong Herodes Agrippa I, som var romersk statholder i Judæa med hovedsæde i
Jerusalem.
En spansk legende fra det 7. århundrede siger, at Jakob inden sin død var i Spanien for at
udbrede det kristne budskab dér.
Legenden fortæller videre, at Jakob efter sin død på mirakuløs vis blev ført tilbage til
Spanien. Hans disciple bragte hans lig om bord på en båd og lod den sejle derhen, hvor
vinden blæste. Engle førte da båden cirka fire tusind kilometer vestpå til byen Padrón på
den galiciske kyst i Spanien.
Den lokale dronning Lupa udstyrede Jakobs disciple med nogle okser, der trak kisten hen
til Campus Stella (Compostela), hvor den ifølge legenden blev begravet. I år 813 blev
eneboeren Pelagius ledt af en stjerne til Jakobs gravplads. Her fandt man ved en
udgravning en kiste og nogle knogler, som man fastslog var Jakobs relikvier.
Hvornår Jakob blev helgenkåret, ved man ikke med sikkerhed, men det er formentlig sket
kort tid efter fundet af hans grav. Omkring Jakobs grav opstod nu byen Santiago.
Snart valfartede pilgrimme til Santiago for at besøge Jakobs relikvier. Og i det 12.
århundrede var relikvieskrinet i byens katedral et lige så populært pilgrimsmål som Rom
og gravkirken i Jerusalem.
Sankt Jakobs helgendag er den 25 juli og fejres hvert år af mange pilgrimme.
Fra begyndelsen samlede pilgrimme i Santiago de Compostela skaller af store
kammuslinger i forbindelse med deres pilgrimsfærd. Skallerne fungerede derefter som et
bevis på, at de havde gennemført rejsen. Denne tradition holdes stadig i hævd af
pilgrimme fra hele verden.
Oprindeligt dækkede begrebet Jakobsvejen ikke over en bestemt rute, men den særligt
populære 780 km lange rute mellem den fransk-spanske grænse og Santiago blev i 1993
optaget på UNESCO-listen over verdens kulturarv.
Der er to hovedruter – Den Nordlige Rute langs kysten, hvor Middelalderens
pilgrimsvandrere kunne undgå de muslimsk besatte områder, og Den Franske Rute lidt
længere inde i landet gennem Pamplona, Burgos, La Rioja og Castile-León. Vi har valgt
Den Franske Rute også kaldet “Camino Napoleon”.
Vejen er målet!
Det gælder om noget for den mere end 1000 år gamle pilgrimsrute El Camino de
Santiago. Godt nok afslutter de fleste pilgrimsvandrere, der har tilbagelagt alle eller dele af
de ca. 780 km fra Pyrenæerne til Galicien, turen med et besøg og en pilgrimsmesse i
katedralen i Santiago de Compostela. Måske lidt klogere på sig selv, på verden, på sin tro
eller troen på sig selv. Men det er oplevelserne undervejs på den daglige vandring, der til
sammen gør pilgrimsvandringen unik.
Nb!
Dette afsnit samt efterfølgende faktabeskrivelser af landskaber, byer og kultur er klippet og
redigeret fra diverse googlede hjemmesider for at inkludere nogle faktuelle beskrivelser af
de kulisser, der dannede rammen om mine oplevelser og sanseindtryk. Se
kildehenvisninger til sidst. Da jeg ikke har skrevet nogen notater undervejs, er mine
beskrivelser af vores oplevelser baseret på min erindringer og indtryk. Derfor er visse fakta
om tider og steder hentet fra Juma Kruses ” Kærlighed og kildevand – En protestant på
Caminoen”.
Plan A
Plan A er vores (ambitiøse) plan hjemmefra. Men det er en fleksibel plan, der kun er
bundet af vores flybilletter med udrejse fredag den 21 august og hjemrejse fredag den 11
september.
Vi – Juma og Poul – går fra Saint Jean Pied de Port til Logrono. Det vil tage 7 dage og
være 169 km.
Herfra med tog eller bus til Astorga, hvor vi skal mødes med Tanja lørdag den 29 august.
Og herfra gå videre sammen med Tanja til målet i Santiago de Compostela, hvor vi slutter
af med diplom og pilgrimsmesse i katedralen.
Det vil tage 11 dage at gå og være yderligere 278,2 km.
Etape 1 (7 dage af plan A)
Fredag den 21 august:
Juma & Poul afrejse:
Billund – Paris – Biarritz – Bayonne – Saint Jean Pied de Port
Tidligt op for at flyve fra Billund til Biarritz i Sydfrankrig kl 7:25 med Air France via Paris
Charles De Gaulle Terminal 2G og Paris Orly Terminal W.
Vi har ca 5 timer til at komme fra Paris Charles De Gaulle til Paris Orly med to busser og
så checke ind igen. Men det tog det også inkl. lidt frokost!
Herefter med bus fra Biarritz til Bayonne. Her mødte vi et par hjælpsomme canadiere, som
også skulle på caminoen. De havde konstateret, at der ikke gik tog men havde fundet ud
af, hvor og hvordan man køber billetter til bussen til Saint Jean Pied de Port i Pyrenæerne.
Vi købte også vand til 3 euro for en liter på stationen! Det var første og sidste gang vi
købte vand!
For første gang undrede og ærgrede jeg mig nu i bussen over, at jeg ikke kunne se det
flotte bjerglandskab og de smukke hvide huse, som Juma fortalte om, da vi kørte langs
Pyrenærene til Saint Jean Pied de Port, hvor fra vi skulle begynde vores vandring.
Det var svært at finde ind på caminoruten og dermed, hvor herbergerne ligger. Men med
venlige menneskers hjælp lykkedes det at finde et i skumringen inden lukketid. Vi var
også heldige at få to køjer i et 4-sengsrum sammen med en enlig dame og lige ved siden
af toilettet. Vi blev også inviteret til at spise med sammen med de øvrige pilgrimme. Vi var
meget spændte på, hvordan det skulle foregå. Først fik vi cous-cous eller lignende, og vi
troede at det så var måltidet. Men så kom der også ris med noget kød, og jeg tror vi fik en
is til dessert. Og så var der vin til. Vi hældte først beskedent op, men det gjorde de andre
ikke, så tog vi også fra! Det var såmænd vores første møde med pilgrimsmenuen, som vi
levede højt på på hele turen. Vi spiste sammen med andre nye pilgrimme, som vi talte
nysgerrigt med. En af dem – en italiener – mødte vi også igen flere gange senere.
Lørdag den 22 august:
Saint Jean Pied de Port – Roncesvalles
Vandring: 25,1 km højdeforskel +1250 m / – 540 m
Vi spiste morgenmad på herberget og var blandt de sidste, der var klar til at begynde
vandringen. Men endelig: Så er det nu!
Vi finder snart caminoen, som er tydeligt mærket med muslingeskaller og gule pile, der
viser vejen.
Denne første dag er også turens hårdeste. Caminoen går over Pyrenæerne og gennem
Baskerlandet – gennem Roncesvalles passet i + 1500 meter over havet.
Vi begynder i Saint Jean Pied de Port med en stejl stigning. Efter 3 timers og 8 km
vandring meget stejlt opad kommer vi til cafe Horizon, som er dagens eneste mulighed for
at købe mad og drikke.
Her fik vi vores første bogadillo – en flute-sandwich med tørret skinke og ost med en
fantastisk friskpresset appelsinjuice. Dette skulle blive vores frokostmenu stort set hver
dag de næste 3 uger.
Men vi opdagede aldrig, hvornår vi passerede grænsen til Spanien. På toppen i selve
passet stormede det voldsomt, og vi fik en ordentlig regnbyge. Men ellers var vejret fint.
Videre går det gennem frugtplantager og nedlagte landejendomme og siden over enge, til
grønne bøgeskove og nedstigning til Roncesvalles. Ruten går hovedsageligt gennem
dalen langs floden Nive eller floden Valcarlos.
På et tidspunkt passerede vi Rolands kilde, hvor vi tappede velsmagende friskt kildevand.
Det kunne vi i øvrigt gøre på det meste af ruten. Kun på herbergerne i de større byer måtte
vi nøjes med kloret vandværksvand. Men vi fik aldrig dårlig mave af vandet eller maden.
Roland er en fransk sagnfigur i familie med Holger Danske.
Sagnet handler om en af Karl den Stores vasaller Grev Roland, der i 778 faldt under et
bagholdsangreb her i bjergpasset. Angrebet var ifølge sagnene gennemført af maurerne,
men i virkeligheden var det baskiske oprørere, som lagde sig i baghold. Roland blev
martyr for sin tro mod Karl den Store, den Tysk-romerske kejser, der på denne tid
herskede over det meste af Vesteuropa (742 – 814).
Vi søgte at få et lille 5 minutters hvil en gang i timen. Nogen gange var det også rart at få
strukket ud. Oppe på højdedragene græssede en masse får, som alle bar klingende
bjælder. Her lagde jeg mig på knæ på alle fire og lavede strækøvelser, mens en flok
måbende får gloede på!
Ekkoet af rovfugleskrig kunne høres mellem bjergene.
Stigningerne og terrænet var langt hårdere her i Pyrenæerne end vi havde forestillet os
hjemmefra. Her gik vi den første dag 1.250 højdemeter op og 540 højdemeter ned med
stigninger og fald på op til 20 – 30 % ofte i meget ujævnt terræn.
At gå stejlt opad er en dejlig kraftudfoldelse, som man blot kan blive forpustet og træt af
samt få store læggemuskler! Men at gå stejlt nedad kan være en hård og smertefuld
belastning for fødder, knæ og lænd.
Især afslutningen på dagens rute – en 3,6 km nedstigning var meget stejl og føltes
endeløs!
Vi troede at vi var nær målet i Roncesvalles ad en jævn nedadgående vej, da vi opdagede
et skilt der viste os 3,6 km til højre ned ad en sti, der var en stejlt faldende kløft med skov
på begge sider. Forestil jer at kraftige skybrud gennem årene har skyllet alt grus og
småsten væk, så der kun var store sten og klippestykker at gå i. De skridt vi skulle træde
ned ad gangen var 30 – 50 cm. Det var en kæmpe belastning for bentøjet, og jeg måtte
støtte mig til Jumas arm for at holde balancen. Jeg var nærmest udmattet og troede aldrig
vi kom ned. Vi havde på dette tidspunkt gået i over 10 timer. Da stien endelig fik ende
mundede den ud i byen lige ved herberget og et bord-bænkesæt, hvor jeg satte mig mens
Juma undersøgte om der var ledige køjepladser. Det var et kæmpe herberg med store
sovesale og udendørs terrasser med servering [i nærheden]. Så vi fik anvist vore køjer,
satte vores bagage, tog støvlerne og sokkerne af og sandalerne på, og blev vist ud, hvor
vi straks skulle spise i det dejlige vejr. Her blev vi introduceret til den 3 retters
pilgrimsmenu med valgfrie retter og vin. Her mødte vi også nogen fra den første aften. Det
var ret hyggeligt oven på den strabadserende vandring. Og vi kom aldrig andre steder,
inden vi skulle til køjs og af sted igen næste morgen.
Søndag den 23 august:
Roncesvalles – Zubiri
Vandring: 21,9 km; højdeforskel +90 m / – 550 m
Caminoen krydser to smukke bjergpas og fortsætter videre gennem bøge- og egeskove og
over enge før vi kommer til Espinal, hvor panoramaudsigten over landskabet med
Pyrenæerne i baggrunden er ganske fantastisk. Floden Arga løber langs denne del af
Caminoen.
Vi var vist begge overrasket over hvor godt kroppen havde det efter gårsdagens
strabadser og en nats søvn – frisk og udhvilet!
Først på dagen var jeg åbenbart så veloplagt og overmodig, at jeg for første og eneste
gang faldt over en sten, fordi jeg løb foran Juma, så han ikke kunne styre mig med snoren!
Denne dags vandring er dog mest præget af nedstigninger ad stenede stier. Især den
sidste times vandring nedad var hård ved fødder, knæ og lænd. Desuden var stien
omkranset af træer og buske, så vi hverken kunne se til højere eller venstre, og jeg følte
den var én endeløs tunnel! Men så snart det lysnede var vi i Zubiri, som er en meget lille
by. De første herberger var fuldt optaget, da vi jo ankom sent efter 9-10 timers vandring. Vi
kom så frem til en dame, som stod udenfor og reklamerede for senge til 18 euro. Det viste
sig, da vi kom inden for, at det var et dobbeltværelse med eget bad. Det kunne vi ikke stå
for, så jeg gad ikke gå videre for at lede efter noget billigere. Værtinden var meget sød og
tilkaldte en yngre kvinde, som på engelsk kunne fortælle os, hvor vi kunne få vores
aftenmenu, morgenmad og hæve kontanter. Vores menu startede med sorte ris og
blæksprutter. En anden pilgrim fortalte, at risene bliver sorte, fordi de bliver kogt i
”sprutternes” eget blæk!
Mandag den 24 august:
Zubiri – Pamplona
Vandring: 20,4 km; højdeforskel +/-250m
Caminoen løber langs floden Arga i en sænkning med omkringliggende bakker beklædt
med bøg, eg og skovfyr.
I Zabaldika krydsede vi floden og gik ad en smal og snørklet sti langs den for at komme op
til en kirke, hvor vi i følge Jumas guide kunne få lov til at ringe med kirkeklokken. Kirken er
knyttet til et kloster med et refugium for pilgrimme og ligger på toppen af en høj stejl
græsklædt bakke. Der var ikke en egentlig sti den vej vi kom op, men der var trådt
trappelignende trin ind i bakken.
I kirken blev vi mødt af en nonne, som talte spansk, engelsk og svensk. Hun havde været
på et svensk kloster i 40 år. Hun fortalte meget engageret om kirken og sit liv i Sverige og
spurgte empatisk ind til os og vores vandring. Hun sagde til Juma, at nu kunne han jo gå
op og slå to gange med den lille klokke. Så kunne jeg fortælle om jeg syntes om det, og så
kunne han gå op i tårnet igen og ringe to gange for mig! Hun mente ikke, at jeg kunne gå
op ad den stejle snævre trappe i tårnet. Så sagde Juma: ”Min far har gået op over
Pyrenærene, så han kan også gå op i tårnet”. Så gik vi begge op og ringede hver to gange
med klokken. Derefter lagde jeg en håndfuld mønter i kirkebøssen, og så skulle vi
selvfølgelig have et stempel i vores pilgrimspas. Til sidst syntes jeg hun skulle have en
krammer, og den tog hun imod! Så det var en fin oplevelse.
Dagens vandring var ikke så hård men var stadig på 9-10 timer, da vi pga. mit syn og
vores vandreteknik med snoren kun gik ca. halvt så hurtigt som de fleste andre. Vi kom
forbi en lille bod på stien en times tid fra Pamplona. Her fik jeg en fersken så stor og saftig
som aldrig set før, og Juma fik en cola. Jeg var denne dag nok træt – fysisk pga. de
mange timer men lige så meget mentalt, fordi de sidste km igennem Pamplonas forstæder
og industrikvarter var uendelige og trivielle.
Det første herberg vi kom til var det tyske ”Paderborn”, men her var kun en seng tilbage.
Hospitalleroen (værten) ringede til refugiet ”Jesus y Maria” og reserverede et par senge til
os. Det lå en km længere inde midt i byen tæt ved katedralen.
Jeg kan ikke huske forskel på alle de herberger / refugier vi har sovet på. De fleste drives
af frivillige fra forskellige organisationer fra forskellige lande. ”Jesus y Maria” bliver vist
drevet af italienere. Sovesalene indeholder alle 4 – 40 køjesenge i to etager, men er
hyppigt opdelt i mindre sektioner med tæpper eller plader mellem nabokøjerne.
Madrasserne er betrukket med en plastfolie, som jeg lå direkte på med min lagenpose.
Hvis man ikke var tilfreds med det, var der altid en forseglet pose med et et engangslagen,
man kunne lægge under (måske var det meningen, at man skulle). Herbergerne er
lukkede for rengøring mv. om formiddagen.
Baderum og toiletter er ofte pæne og rene men ikke altid lige praktiske. Fx var det ofte
svært at hænge eller lægge tøj og toilettaske så det ikke blev vådt under badningen. Ofte
kunne vi ikke få køjer så nær toiletterne, at jeg selv kunne finde der ud. Mange gange
måtte jeg derfor vække Juma om natten, når jeg skulle ud og tisse.
Pamplona ligger i Navarra regionen og har omkring 200.000 indbyggere.
Pamplona er allerede grundlagt af romerne år 75 f.Kr. Den gamle bydel i Pamplona ligger
på Arga flodens højre bred.
Byen har efterfølgende bredt sig på begge sider af floden.
Pamplona er i dag især kendt for San Fermin festivalen, hvor tyre hvert år i juli måned,
jages gennem gaderne.
Den amerikanske forfatter og nobelprisvinder Ernest Hemingway besøgte Pamplona ni
gange mellem 1923 og 1959, Hvor han vandrede rundt I gaderne, drak i barerne og
caféerne, nød maden, tyreløbene, tyrefægtningen og fiestastemningen. Det har han blandt
andet skrevet om i romanen ”Og solen går sin gang”.
En stor granitskulptur af Hemingway står foran tyrefægterarenaen.
Selv om det var sent inden vi blev indkvarteret gik vi en tur rundt i den gamle bymidte og
fik en øl inden vi spiste. Vi var forbi katedralen, hvor det lød som om der var kirkekoncert,
samt forbi og hilse på Hemingwaystatuen.
Tirsdag den 25 august:
Pamplona – Puenta la Reina
Vandring: 23,8 km – højdeforskel +330m/-480m
Vi var nu kommet i vane med at blive vækket kl 06, gå på toilet og lidt vask, tage tøj på,
pakke rygsæk, tage den på ryggen og forlade herberget kl ca.06:50 for at spise
morgenmad et sted i nærheden.
Vi gik i mørke og spiste morgenmad i en cafe i udkanten af Pamplona. Morgenmaden er
det kedeligste måltid i Spanien. For det meste fik jeg en tør chokoladecroisant eller en
skinkesanwich, en kop cafe con leche, som jeg kom til at nyde, samt et glas frisk
appelsinjuice. Det skulle vi så gå på i 3-4 timer.
Vi gik nu længe ud forbi universitetet og universitetsparken samt et stort industriområde. Vi
gik derefter i lang tid langs floden, som ligger dybt nede, og vi går på en ganske smal
hylde. Juma er forståeligt nok meget nervøs for at jeg skal træde for langt ud til højre, men
jeg kan hele tiden mærke kanten med min markeringsstok! På vores venstre side havde vi
en skrænt op bevokset med brombærkrat eller noget lignende.
Vel ude af byen bliver Navarra landskabet fra nu af domineret af marker med kornafgrøder
og middelhavskrat.
Langt ude så vi en masse vindmøller på toppen af en bjergryg, og spøgte med, at der
skulle vi nok op, men troede alligevel ikke på det. Efter et par timer opdagede vi, at vi
alligevel havde retning lige op mod vindmølleparken på toppen af Alto del Perdon 735
meter over havet, ca. 13 km fra Pamplona og ca. 10 km fra Puente la Reina.
Men der var andet på toppen end vindmøller, så vi standsede op for at holde et hvil. Der
stod et stort træ, hvor jeg lagde min rygsæk og satte mig op ad stammen for at drikke lidt
vand og spise nogle kiks. Der var også lidt usædvanligt en lille cafe / kiosk, hvor jeg fik mig
en lille Leffe Blonde (belgisk øl). Min fornuftige søn fik sig en cola.
På Alto del Perdon står der også en langstrakt meterhøj støbejernsskulptur, der forestiller
en flok pilgrimme til fods og til hest på den evige vandring. En inskription lyder: “donde se
cruza el camino del viento con el de las estrellas”, hvilket betyder: ”Hvor vindens vej
krydser stjernernes”.
Nedstigningen var som sædvanlig stejl og stenet, så det værkede i alle leddene, inden vi
kom ned til Dronningens Broby Puenta la Reina. Så inden vi gik ind i byen, holdt vi en lille
picnic ved en flodbred, hvor også andre holdt hvil.
Der var ingen spisesteder i byen, der lignede dem vi plejede at spise på, så vi spiste vores
aftensmenu på et hotel med nogle specielle bureaukratiske procedurer for bestilling og
betaling samt turens dårligste vin.
Onsdag den 26 august:
Puenta la Reina – Estella
Vandring: 21,9 km – højdeforskel +260m/-170m
På vej ud af byen om morgenen passerede vi så dronningens gamle romerske stenbro
over floden, som nok har været datidens port til byen. …
Caminoen til Estella er meget ujævn og med store landbrugsarealer. Små byer og
landsbyer er spredt blandt kornmarker, vinmarker og oliventræer.
Det var et meget dejligt og behageligt landskab at vandre i gennem i højt solskinsvejr. Her
fik jeg rigtig at mærke, at vi gik i Navarre vindistriktet. En forbipasserende pilgrim plukkede
en klase lækre druer til mig. Jeg var også inde på vinmarken og mærke, hvordan klaserne
sad lige så tæt på de lave vinstokke.
Vindistriktet Navarra ligger mellem Pyrenæerne og Ebro-floden og grænser op til det mere
kendte Rioja mod vest og sydvest.
Klimamæssigt påvirker Atlanterhavet Navarra mere end Middelhavet og det giver lidt
køligere forhold, især om natten i vækstsæsonen. Dette er til stor gavn i vindyrkningen og
giver bedre modnede druer.
Navarra består af små 18.000 ha vinmarker og der fremstilles både røde (70%), rosé
(25%) og hvide (5%) vine. Danmark er det 4. største eksportmarked for Navarra-vin.
Vi talte med mange pilgrimme fra mange lande som Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien,
Canada, USA, Brasilien, Sydafrika og Japan samt nogle få fra Danmark. Det var altid
muntert og hjerteligt at mødes i vores fælles projekt Caminoen – vejen til Santiago.
Brasilianeren filmede hele vejen og hilste muntert: ”Good morning Denmark, how are we
today?”. Patrick fra Tyskland bad om lov til at fotografere os, og Juma fotograferede ham.
Efter hjemkomsten har vi byttet billeder per mail. En tredje kom undskyldende og fortalte,
at han ikke havde set os før, men ”your are the story on the camino!”. Jeg talte også med
en ældre dame fra Amerika, som gik hele turen alene. Hun sagde til os, at vi var seje. Jeg
svarede, at det da også er sejt at gå turen alene, men at hun nok heller ikke var 71 år. Nej,
sagde hun, jeg er 74! Så fik jeg den for mit hovmod!
Men ellers hilser man Buen Camino eller bare Hola. Det gælder også de lokale beboere vi
møder, som er meget opmuntrende. Et sted sad en mand i sin gode stol uden for sit hus
og hilste buen camino til alle pilgrimmene, mens han holdt siesta.
Jeg skal også huske at fortælle om fænomenet ”dagens menu eller ”pilgrimsmenu”. Det er
en 3 retters menu, som fås ved aftenstid på ethvert spisested langs hele caminoen. Der er
altid mindst tre ting at vælge mellem til hver ret. Til forret var det fx fiskesuppe, grønsagseller
grønkålssuppe, eller forskellige salater. Til hovedret fik vi fx fisk, blæksprutter, paella,
kalvekød, svinekotelet, kanin eller kylling. Til dessert valgte vi tit en ispind. Det kostede
normalt 10 euro inklusive vand eller vin. Men vi prøvede jo at få vand nok i løbet af dagen!
Vi gik en tur rundt i Estella først på aftenen, kiggede på butikker, drak en øl og spiste
pilgrimsmenu hos en kromand som beredvilligt fortalte om maden og vinen. Vi vandrede
ned til flodbredden, så jeg kunne røre vandet. Men så for vi vild i mørket på vej hjem, så vi
var nervøse for ikke at finde hjem til herberget, inden det lukkede.
Torsdag den 27 august:
Estella – Los Arcos
Vandring: 19,2 km + 2 km i lægebil; højdeforskel +220m/-210m
Efter en times vandring kom vi til vingården Bodegas Irache etableret i 1891 i byen Ayegui
i vindistrikt Navarre. Vingården var tidligere i 800 år et kloster med pilgrimshospital.
I 1991 installerede vingården en vinhane i muren ud mod caminoen ved siden af den
sædvanlige vandhane til pilgrimmene. Da vi fortalte vores medvandrende pilgrimme, at vi
havde læst, at der var en vinhane i muren, troede de, at vi tog gas på dem. Men det var
rigtig nok! Nogen fyldte deres flaske med vin, men vi nøjedes med at smage på vinen og
fylde vore flasker med vand.
Men der forsamledes en masse pilgrimme, og vi havde et hyggeligt og fornøjeligt hvil. Det
havde vi ofte, for hvor der var vand, blev der rasteplads. Fordi vi ikke gik så stærkt, kunne
vi ikke holde så lange pauser, så vi blev tit passeret af de samme pilgrimme flere gange
om dagen. Det gav anledning til mange muntre hilsner og spørgsmål, beundring og fotos
pga. snoren og mit syn.
I dag skal vi igen gå gennem områder med oliventræer, kornmarker og vigtigst af alt:
vinmarkerne. Fra Villamayor do Monjardin til Los Arcos går man 12 km uden at komme
gennem en eneste landsby.
Vi havde evalueret vores drikke- og spisevaner mv. på turen, og jeg mente jeg havde gjort
alt det rigtige. Jeg havde svært ved at drikke mere vand end til at undgå en tør mundhule.
Alligevel havde jeg drukket 3 liter vand. Men det var 35 C, og vi havde gået hele
eftermiddagen som vi plejede, mens spanierne holder siesta. Så to km fra målet gik det
alligevel galt. Jeg var helt udmattet, mine ben sejlede og jeg måtte flere gange sætte mig i
rabatten. Alle forbipasserende pilgrimme stoppede op og spurgte til mig og tilbød deres
vand og diverse salttilskud. Alle viste mig en rørende omsorg. Nogle tilbød også at tage
min rygsæk med ned til herberget. Så spurgte jeg om de ikke kunne ringe efter en taxa,
når de kom ned. Juma blev hos mig, og vi ventede en halv times tid, så kom der en
lægebil efter os. De havde ringet 112!
Da vi kom ned til herberget i Los Arcos klappede de allesammen, og jeg fik min rygsæk.
Så kørte vi til skadestuen. Her blev jeg modtaget af en læge og en sygeplejerske, som
begge kun talte spansk. Så jeg fik brug for hele mit spanske ordforråd. De var begge
meget empatiske og søde. Jeg afleverede mit blå sygesikringsbevis og kontaktkortet til
rejseforsikringen. Jeg blev lagt på en briks og fik taget temperaturen. Den var på 38 C, og
diagnosen var hedeslag. Alt hvad de skrev i journalen, fik Juma oversat til dansk via
google, så han kunne bekræfte og fortælle mig det. Jeg fik kolde omslag på hoved og
bryst, febersænkende medicin og saltvandsdrop, indtil min temperatur var nede på 36 C.
Lægen gav mig følgende formaning; hold en pause, køb en ordentlig solhat, hold siesta og
drik 4 liter vand dagligt i denne varme!
Efter to timer kunne jeg tage min rygsæk, og vi kunne gå hen til herberget, som blev
bestyret af flamske hospitaleros. De var meget interesseret i at høre, hvad der var sket. De
orienterede om reglerne for at få lov til en ekstra overnatning ved sygdom. Vi fortalte at vi
planlagde at rejse videre næste dag. Det var de tilsyneladende lettede over.
Efter et hvil på køjen gik vi hen på torvet og fandt en hyggelig cafe og fik en fadøl. Der var
mange pilgrimme på torvet, så vi tænkte, at vi hellere måtte blive siddende og spise tidligt,
så vi ikke risikerede ikke at kunne få et bord.
Mens vi fik en lækker 3 retters menu, kom de mange pilgrimme, som var stoppet op for at
hjælpe i vejkanten, som havde båret min rygsæk, og som havde ringet efter hjælp, forbi og
spurgte omsorgfgsfuldt, hvordan jeg havde det. Lægen kom også forbi, slog mig på
skulderen og spurgte, hvordan jeg havde det! Det var meget inkluderende og rørende.
Nok er Los Arcos en mindre by men stor respekt for det spanske sundhedssystem, som
også behandlede mig gratis for det blå sygesikringsbevis.
Plan B
Efter lægens henstilling besluttede vi at droppe vandre turen fredag og i stedet tage
bussen til Logrono og derefter med tog fra Logrono til Astorga. Derefter mødes med Tanja
og tage toget til Sarria.
De sidste 115 km ville vi så for en sikkerheds skyld gå på max 10 dage.
Etape 2 (10 dage af plan B)
Fredag den 28 august:
Los Arcos – Astorga
Morgenkaffe på cafe ved rutebilstationen og derefter med bus ca 30 km til Logrono.
Her fra med tog ca. 350 km fra Logrono til Astorga med togskift i Miranda.
Bjergene rejser sig i horisonten når man ankommer til Astorga, hovedstaden i Maragateria.
Byen er kendt for sine chokolader, der er af meget høj kvalitet. Det forklarer, at byen har et
chokolademuseum, som vi passerede flere gange med undrende bemærkninger!
Der var tivoli i byen som om der var byfest. Vi gik længe rundt for at finde caminopilene og
et hotel, hvor vi kunne være tre personer i to dage. Vi fandt et 3-sengs hotelværelse for 75
euro per døgn.
Lørdag den 29 august:
En dag i Astorga
Vi mistede vores ledesnor i grøften, hvor vi blev hentet af lægebilen. Så vi skulle på
indkøb. I supermarkedet fandt vi ingen tøjsnor og ingen sjippetov, men Juma fandt en
gulvmoppe! Men den har jo også masser af snore. På lægens opfordring var jeg i en
sportsforretning og købe en kasket med nakkeskygge a la Ørkenens Sønner til erstatning
for min cap.
Vi var oppe og kigge på Gaudis mesterværk Bispepaladset og Pilgrimsmuseet, som blev
opført primo 1900, og som ligger på en bakketop over byen tæt ved katedralen.
Gaudi er nok mest kendt for katedralen i Barcelona – Sagrada Familia – der efter næsten
100 års byggeri endnu ikke er færdig. Men det er ikke så usædvanlig med
katedralbyggerier, at de tager århundreder. Gaudi er ikke storproducent af bygninger, men
dem han fik opført, er særdeles anderledes end andre arkitekters. Han var en ener og
hans arkitektur er spændende og fascinerende.
Den gamle bykerne har mange bygninger fra 1500 og 1600 tallet. Den store rådhusplads
Plaza Mayor med rådhustårnet med ur og klokkespil var optaget af et kæmpe arrangement
med hundeudstilling eller agility lignende aktiviteter, så vi kunne hverken høre eller se det
flotte klokkespil fra vores plads i cafeen over for.
På Plaza San Fransisco så vi en kirke dedikeret til Frans af Assisi og en skulptur af en
pilgrim, som nok var Frans af Assisi. Han skulle have været her i 1212 på sin vej til
Santiago, så han kom før os!
Vi mødes med Tanja lørdag aften Og går ud og spiser sammen. Det var dejligt og
hyggeligt at se hende og være sammen igen.
Søndag den 30 august:
Astorga – Sarria
Vi besøgte igen Bispepaladset og Pilgrimsmuseet mere intensivt sammen med Tanja, som
var meget begejstret! Hun tog mindst 100 billeder af vandrestave og bispekåber etc.
Måske jeg kan bruge dem i min kunst, forklarede hun smilende. Der var sandelig kommet
en ny dimension ind i vores vandreteam.
Ved totiden skulle vi med toget ca. 150 km fra Astorga til Sarria, den tættest befolkede by
på Caminoen gennem Galicien.. Her viste det sig også vanskeligt at finde ind på ruten og
dermed et herberg. Men efter at have krydset en flod et par gange lykkedes det i
regndisen (som jeg husker det). Vi fik vores køjer og fandt et lille hyggeligt sted i
nærheden, hvor vi spiste vores pilgrimsmenu.
Mandag den 31 august:
Sarria – Mercadoiro 16,9 km
At gå de sidste 100 km til målet er betingelsen for at få pilgrimsdiplomet i Santiago de
Compostela, så her var der mange flere pilgrimme på vandring, end vi var vant til. En
anden betingelse for at få diplomet er, at vi får mindst to stempler om dagen i vores
pilgrimspas for at dokumentere, at vi har gået hele vejen. Disse stempler får vi de steder,
hvor vi sover, hvor vi spiser, i kirker etc. som vi besøger.
Fra starten i Sarria byder ruten på smukke kuperede galiciske landskaber. Tanja gik foran,
fotograferede, plukkede brombær til os og fortalte om alt, hvad vi passerede.
I en kiosk undervejs (vist den første vi kom forbi på turen) købte Juma og Tanja en
muslingeskal til hver af os, som vi hængte bag på rygsækken. Muslingeskallen er jo
symbolet på caminoen og pilgrimmene.
Som udgangspunkt i plan B skulle vi gå mindst 12 km om dagen. Men det viste sig, at
terrænet her var meget blødere og mere jævnt. Og klimaet var mere moderat
atlanterhavskystklima med 20-22 C. Aftalen var så, at vi så alt efter omstændighederne
skulle gå så langt, som Tanja og jeg orkede. Juma ville såmænd gerne gå 25 km. Denne
første dag med Tanja sagde jeg stop ved 16-17 km.
Byen Mercadoiro hvor vi stoppede er dog meget speciel, idet den kun har registreret en
fast indbygger. Stedet består blot af et herberg, en cafe / restaurant over for og en
købmand / bager længere nede af vejen.
Vi ankom inden kl 14, så vi kunne få førstevalg af køjepladser i forhold til toilet og bad. Om
eftermiddagen sad vi uden for på cafeen overfor i solen og fik en fadøl mv. Tanja skrev tre
postkort for mig.
Om aftenen da vi skulle over og spise, måtte vi gå gennem en regnbyge og sidde indenfor
og spise. Vi skulle op og sidde oven på for at få plads. Bygningen lignede en tidligere
fårestald. Døren til opgangen var kun ca. 120 cm høj. Murene var af kampesten, og
døroverliggeren var en træstamme, så de har nok ikke kunnet overskue at hæve
overliggeren! Tjeneren skulle gennem dette dørhul mange gange i løbet af aftenen. Godt
at Arbejdstilsynet ikke kom på besøg! Men maden var lækker og betjeningen perfekt.
Tirsdag den 1 september:
Mercadoiro – Ventas de Narón 18 km
Vi indtog morgenmad hos købmandsbageren med sandwich og ostehaps.
Efter få kilometer kom vi til byen Portomarin, som vi dog gik uden om, inden vi kom derind.
Vi indtog frokosten på en café i Gonzar.
Vi er på landet! Fra alle huse vi gik forbi lød der hanegal. De spiser vist mange æg og
kyllinger i Galicien, men det var hyggeligt. På de små gårde stod dørene til kostalden altid
åben så vi kunne høre køernes nostalgiske muuh og deres raslen med bindslerne. Om
morgenen kunne vi høre, når bondemanden startede malkemaskinen, og de laver noget
god ost!
Vi endte i den lille by Ventas de Narón, hvor vi igen var blandt de første til at indlogere os
på det første herberg vi så. Så er der vist heller ikke mere at fortælle her om!
Onsdag den 2 september:
Ventas de Narón – O Coto 20,4 km
I Palas de Rei, hvor vi fik frokost, var jeg på posthuset, købte frimærker og postede mine
postkort. Og Juma fik købt sig en fleecetrøje!
Det går først lidt nedad gennem landsbyen Casanova, hvor vi holdt hvil og rådslagning.
Casanova er vist mest kendt fra den satiriske roman ‘Den sindrige ridder Don Quixote de
la Mancha’ af Miguel de Cervantes fra 1604, – for historien om Don Quixotes tapre kamp
mod vejrmøllerne.
Vi aftalte, at gå 3 km mere til O Coto. Det viste sig som de sidste par dage, at være en
meget lille by. Vi overnattede i et lille hotel, da der ikke var noget herberg i byen.
Vi fik en øl i cafeen overfor, hvor der sad et par personer og drak, men ellers var der ingen
mennesker. Måske var der siesta-lukket! Men efter nogen tid fik vi da serveret. Jeg kunne
ikke lade være med at lytte til deres spanske snak ved nabobordet; måske kunne jeg
regne ud hvad de var for nogle, men forgæves!
Vi havde en lang diskussion om professionel cykling og Spanien Rundt – Vuelta a Espana,
som kørte på et stort tv i hotellets restaurant. Vi fik en lækker Kaninragout til
aftensmenuen. I restauranten hang en plakat for den lokale pilgrimsøl – CERVEZA
Peregrina Stellae, som vi dog aldrig fandt blev serveret nogen steder.
Torsdag den 3 september:
O Coto – Arzua 20,5 km
Vi spiste en lækker ”continental” morgenmad i hotellets restaurant. Værtinden var
snakkesalig og hyggede om os.
Vi kom igennem Melide, som er større end både Mercadoiro, Ventas de Narón og O Coto.
Ved 50 kilometer-stenen ligger en lille kirke, som vi var kort inde I. Ved døren stod en
hurtigt talende kustode, som på skift fortalte kirkens historie på spansk og på engelsk
uden at det gav nogen mening for os, så ham blev vi hurtigt træt af.
Senere passerer ruten en skovstrækning og den krydser flere åer inden vi når landsbyen
Boente. I Boente spiste vi vores frokost på en café, som ligger lige ved en å, der løber
gennem byen, og en gammel stenbro, som vi skulle over. Her tog Tanja et fint billede af os.
Ruten var nok noget mere varieret, end de sidste tre dages vandringer, da den skiftede
mellem op- og nedstigninger, asfalterede veje og (skov)stier.
På en stenet strækning blev vi overhalet af en tysk pilgrim på cykel. Han genkendte os: “I
saw you in Pamplona, you two guys are cool”, sagde han til Juma og mig. Tanja
observerede os fra sidelinien med sit kamera, så hun skulle jo have en forklaring bagefter.
Han havde jo undret sig over, hvordan vi var kommet så langt! Vi måtte fortælle ham, at vi
havde taget tog og bus fra Los Arcos til Sarria. Han ville nå til Santiago samme dag, og så
har han cyklet 780 km på 11 dage i dette terræn. Ret godt gået!
Aftensmenuen i Arzua bestod til forret af galicisk suppe dvs. grønkålssuppe med kartofler.
Det har måske noget at gøre med, at klimaet i Galicien ligner det danske. Til hovedret fik vi
måske merluza dvs. kulmule, som er meget populær i Spanien. Jeg kan dog ikke huske
hvor vi fik hvad. Men menuerne var altid varierede, frisklavede og lækre.
Fredag den 4 september:
Arzua – Pedrouzo 19,5 km
Dagens vandring går gennem skov, langs bække og gennem søvnige landsbyer.
Skønt at vandre til lyden af rislende vandløb og små vandfald. Nu hvor vi går med
gulvmoppen som ledesnor, er der mange der spørger, hvad det er vi går med og hvorfor.
Det er åbenbart ikke så åbenlyst som med tøjsnoren!
Vi holdt normalt en kort pause ca. en gang i timen. Tanja købte nogle dage ind og
serverede frokost på en bænk eller i vejkanten, når det var småt med bymæssig
bebyggelse og cafeer på ruten.
Vi mødte flere danskere, der kunne vandre langt; fx en kvinde der havde gået over 40 km
på en dag, og en ung mand der havde vandret hele natten og var nået op på 90 km, da vi
mødte ham! Det synes jeg godt nok er det rene præstationsvanvid!
Herberget i Pedrouzo havde en stor tagterrasse, hvor vi hyggede os med andre pilgrimme
om eftermiddagen.
Lørdag den 5 september:
Pedrouzo – Santiago de Compostela 19,8 km
Vi passerede Lavacolla, hvor der ligger en lille kirke og en kilde, hvor fromme pilgrimme
har foretaget det traditionelle vaskeritual inden målet Santiago de Compostela. De høje
eucalyptustræer former vejen til Monte del Gozo (368moh.). På toppen står et stort
monument med et kæmpe kors, som er det største af de mange kors langs caminoen.
Korsene er den katolske kirkes måde at visualisere troen på! Det virker dog nærmest
vulgært på et lidet troende dansk folkekirkemedlem. Men der var tykt med mennesker her
– både pilgrimme og almindelige turister tror jeg. Der var en glad og forventningsfuld
stemning blandt de mange mennesker, som nu var så tæt ved vandringens endemål. Fra
dette “Glædens bjerg” kan man på en klar dag se spirene på katedralen i Santiago. Vi er
ca. 10 km fra byen og kan også høre flyene, der starter og lander i lufthavnen i nærheden.
Herfra går det ned ad bakke til byen (80.000 indbyggere). Jeg oplevede som tidligere, at
det er trivielt og trættende at gå det sidste stykke vej langs trafikerede gader gennem
forstæderne til en større by.
Vi kunne ikke se katedralen, før vi næsten var der. Men så var vi heller ikke i tvivl! Alle
gader, stræder og pladser rundt om katedralen var fyldt med glade mennesker, musik
cafeer og kiosker. Vi gik straks efter pilgrimskontoret, hvor vi fik vores diplom på latin efter
at have fremvist vores pilgrimspas med alle stemplerne.
Vi måtte gå et stykke fra centrum for at finde et herberg med ledige køjer. Endelig fik vi
plads i et overfyldt herberg, hvor de slog en gæsteseng op til mig mellem køjesengene. Vi
gik tilbage til katedralpladsen og nød en fadøl og den gode stemning med musik og
underholdning overalt Jeg ringede hjem til Birthe på min gamle Nokia mobil og fortalte, at
nu var vi ankommet til målet. Jeg havde dog ringet hjem hver 2.-3. dag, så det var ikke
første gang hun hørte min stemme! Tanja skrev tre postkort hjem med katedralen med det
samme budskab fra mig.
Juma købte en fin gave til mig; En sort t-shirt med en grøn muslingeskal og teksten
Santiago de Compostella. Tanja spenderede en festmenu med en kæmpe banana split til
dessert for at fejre ankomsten til Santiago.
Søndag den 6 september:
En dag i Santiago de Compostela
På vej mod katedralen følger vi en procession med trumme- og sækkepibemusik til ære for
pilgrimmenes skytshelgen Sct. Jacob.
Vi skal til pilgrimsmesse i katedralen kl 12, men for at få plads vil vi gerne være der kl 11
allerede. Det viser sig (selvfølgelig), at vi ikke må have rygsækken med der ind. Vi finder
en garderobe, hvor vi kan parkere rygsækkene hele dagen for et beskedent beløb. Der er
allerede mennesker overalt i katedralen, som er kæmpestor – måske 200 m lang og 50 m
høj. Der er siddepladser til over 1000 mennesker, men der sidder folk overalt på trapper og
diverse afsatser og kanter af marmor. Og således finder vi også en siddeplads. Og så står
og går folk over alt rundt på gangene og fotograferer!
Selve messen var mystisk og på temmelig uforståeligt spansk. En ældre nonne sang nogle
salmer meget smukt. Den forventede oplæsning af hvor mange pilgrimme pr land, der var
ankommet dagen før sammen med os, gik vi glip af i forvirringen af kameraklik og folk, der
vandrede rundt omkring os. Højdepunktet var et kæmpe røgelseskar (Botafumeiro), der
blev trukket gennem det store kirkerum. Det hele virkede måske mere som et cirkus end
en messe.
Den såkaldte Botafumeiro er stadigvæk en stor attraktion for de omkring to millioner
pilgrimme og lige så mange turister, der årligt besøger Santiago. Opførelsen af katedralen
i Santiago fandt sted i årene fra cirka 1075-1122 over en ældre kirke fra 800-tallet.
Tanja reserverede tidligt på dagen tre køjer på et herberg i nærheden af katedralen, så vi
ikke skulle rende rundt og lede efter det senere.
Flere gange passerede vi en musiker, der spillede galicisk folkemusik på sin sækkepibe i
en port ved katedralpladsen. Det lød meget irsk, så jeg kontaktede ham for at få en
forklaring. Han hedder Pablo og forklarede, at der er forskel på irske, skotske og galiske
sækkepiber, men at der nok er et kulturelt slægtskab. Jeg købte en cd med galisk
sækkepibemusik med hans band.
På mange måder har Galicien mere til fælles med sine keltiske brødre Irland, Wales,
Skotland, Cornwall, Isle of Man og Bretagne end med resten af Spanien.
Disse syv områder har ikke kun Atlanterhavet, vejret og geografien til fælles, de har også
samme tradition inden for musik (sækkepibe) og byggestil (fx de såkaldte horreos, der er
et magasin hævet over jorden for at beskytte de høstede afgrøder fra fugt og rotter, og
som Juma også har snakket om, at vi har set langs vejen undervejs hertil).
Vi vendte tilbage til katedralen, for jeg ville gerne se Sankt Jakobs relikvier eller
relikvieskrinet, som i princippet er alle pilgrimmes mål eller formål med at vandre
caminoen. Vi fandt ned i krypten og så noget, der lignede en lille sarkofag, og så havde jeg
i grunden fået tilfredsstillet min nysgerrighed. Men på vej op mødte vi en timelang kø af
alvorlige katolikker [og turister], så vi var enige om, at det var nok relikvierne, de gik efter.
Men det havde vi hverken behov for eller tålmodighed til! Oppe i katedralen var der en
tidslinie over kristendommens historie, som Juma var meget imponeret af for dens
historiske præcision.
Der var hele dagen musik og fest på alle pladser omkring katedralen og i de tilstødende
gader. Foruden de mange cafeer med udendørs servering var der masser af
souvenirbutikker med et broget udvalg. Foruden de mere traditionelle souvenirs kunne
man fx købe pilgrimsøl ”CERVEZA Peregrina Stellae” og kitchede modeller af katedralen –
så præcise og detaljerede, at de måske kunne være 3d printede.
Jeg købte t-shirts til børnebørnene Julie og Mille på 7 og 5 år, køleskabsmagnet med en
lille kakkel til Birthe og tre pilgrimsøl til mig selv.
Vi havde nu fået nok af turisteriet i Santiago, så vi aftalte en ny ¨plan for de næste fire
dage. Juma købte en ny guidebog over caminoen til Verdens Ende.
Hvad er Camino Fisterra (spansk) – Finisterre (engelsk) / “verdens ende”?
Denne camino (pilgrimsvej) er den eneste der starter i Santiago de Compostela. Og det er
der en god grund til.
Denne caminorute stammer fra før-kristen tid, da ”romerne vandrede mod Fisterra på
Costa da Morte (Dødens Kyst), hvor de troede, at solen døde, og at de dødes og de
levendes verden kom tættere på hinanden. Fisterra blev betragtet som Ara Solis, et
magisk alter viet til den døende sol. Her fremsagde man bønner og ofrede til guderne.
Stedet var rigt på kult-ritualer inspireret af romerne i det andet århundred før Kristus, hvor
de blev slået af forundring, når de så den mægtige sol forsvinde i havet. Men trods dette
skete der i løbet af midten af det første årtusinde en kristning af de romerske traditioner
ved Fisterra.
Romerne vidste, at det var det vestligste punkt på det europæiske fastland, og de kaldte
det Finis Terrae (Verdens Ende).
Denne rute er siden blevet fulgt af pilgrimme, der ønsker at forlænge deres vandring fra
Santiago til Atlanterhavet og ”Dødens Kyst” – et område med overvældende voldsomme
klippelandskaber langs kysten.
Fra middelalderen har det været skik blandt pilgrimme at brænde sit tøj her ved verdens
ende, svømme en tur i havet og således symbolsk blive født på ny.
Denne caminorute passerer gennem rolige landsbyer, udstrakt landbrugsland, uspolerede
landskaber og når klipperne, der rager ud i Atlanterhavet som Spaniens vestligste punkt
Cape Fisterra. Efter Fisterra følger caminoen Galiciens klippefyldte kystlinie langs
Atlanterhavet til landsbyen Muxia.
Plan C
Vi har 4 dage i overskud fordi vi pga. det bløde terræn og en mere moderat temperatur
vandrede plan B på 6 dage i stedet for 10 dage.
Vi besluttede derfor at tage en bus vest på til Cee ved Atlanterhavet. Derfra går vi til
Verdens Ende og videre langs kysten til Muxia. Herfra skal vi med bussen til Santiago for
at nå vores fly hjem fredag.
Etape 3 (5 dage af plan C)
Mandag den 7 september:
Santiago de Compostela – Cee
Vi fik morgenkaffe på en cafe i centrum og gik derefter lige til busstationen for at køre med
bus mod vest til Cee ved Atlanterhavet. Vi kørte for langt, inden vi kom af bussen, da vi
misforstod vores medpassagerers informationer om, hvornår vi skulle af. Vi måtte gå et
par km tilbage til byen ned ad en stejl klippevej. Vi ankom ved middagstid, og efter nogen
diskussion om, hvor vi skulle bo, blev vi indkvarteret lige ved vandet. Cee er en fiskerby
ved Atlanterhavet, – måske en bugt for vandet var helt blikstille. Vi satte os på en bænk og
nød vandet og det gode vejr. Der var pumpet sand op til en lille badestrand, så vi kunne
prøve at dyppe tæerne. Det var en helt ny fornemmelse!
Vi fik en fadøl og en sandwich på en cafe i byen, hvor vi også var rundt og kigge på
skulpturer og mosaikrelieffer med delfiner. Tanja lavede både aftensmad (steaks med
svampesovs og pastasalat) og morgenmad til os.
Tirsdag den 8 september:
Cee – Cabo Fisterra – Verdens Ende (12,2 + 7 km)
Efter Tanjas morgenmad vandrede vi op ad klippevejen, hvor vi blev sat af bussen dagen
før. Derefter vandrer vi ad mindre stier på klipperne langs Atlanterhavskysten med mange
smukke udsigter. Juma og Tanja blev meget begejstrede over en flot solopgang, som jeg
desværre ikke kunne se.
Vi blev noget urolige på vej ned mod byen Fisterra, fordi der hele tiden lød høje brag og
eksplosioner, som kunne tolkes som alt fra bombeterror, fabriksulykke eller
fiskernødsignaler til uskyldigt men voldsomt fyrværkeri. På herberget fik vi forklaringen:
Det var festfyrværkeri til ære for byens skytshelgen hvis navnedag de fejrede.
Finisterre er en hyggelig lille fiskerby, hvor vi nød at gå rundt i de små gader og nyde den
afslappede stemning. Vi nød Tanjas frokost i en lille krog nær havnen.
Vi gik om eftermiddagen de 3-4 km ud ad den smalle tange til fyret på Kap Finisterre
yderst på klipperne, som står 50-80 meter næsten lodret ned til havet.
Her sad vi en times tid og kiggede ud over Atlanterhavet, som strækker sig 3-4000 km
indtil Amerika. Meget overvældende!
Indtil Christopher Columbus i 1492 opdagede Amerika bag horisonten, troede man at
jorden var flad. Så derfor var det naturligt at kalde dette storslåede sted for Verdens ende.
Det er det yderste og vestligste punkt på det europæiske fastland. Og ikke underligt at
stedet siden oldtiden også har virket magisk på mennesker.
Cafeerne derude var sæson- eller siestalukkede, så vi kunne ingenting få. Vi havde talt om
at blive derude til solnedgang, men blev enige om, at det var for farligt at gå hjem i mørke
ad den smalle sti langs de stejle klipper, så vi vandrede tilbage til byen.
På en cafe fik vi til aften en lækker menu med fisk (på spansk Mojil) til hovedret med hele
to flasker vin til!
Onsdag den 9 september:
Fisterra – Lires 13,4 Km
Vi skulle tilbage ad den samme vej vi var kommet ind til byen for at komme videre langs
Atlanterhavskysten mod Muxia.
Vi vandrede i regn og blæst en del af dagen. Det syntes jeg ikke var så sjovt!
For anden eller tredje gang på turen missede vi pilene og vandrede ud ad en landevej i
stedet for at dreje ind ad en mindre vej eller sti. Men vi nåede hver gang kun et par
hundrede meter ud ad den gale vej før lokale bilister stoppede os og med ord og fagter
viste os, hvor vi skulle have drejet for at følge caminoen. Fantastisk at de tog sig sådan af
os som gæster!
Alligevel kom vi vist ind i den lille hyggelige by Lires ad en anden vej end Jumas guidebog
viste. Juma og Tanja fik et dobbeltværelse og jeg et enkeltværelse begge med eget bad i
en lille hotelpension. Det var vist det mest luksuriøse vi havde tilladt os. Værtinden
serverede kaffe og kage mens de gjorde værelserne klar.
Vi gik en tur langs vandet ad en lille fin promenade, hvor der svømmede store fisk helt ind
til kanten. Der lå en stor fiskebearbejdningsfabrik i byen, men vi mærkede ingen lugt eller
forurening. Vi var også inde og se en lille kirkegård hvor gravstederne ser lidt mere
prangende ud end vi er vant til i Danmark.
Vi fandt en hyggelig cafe oppe ad en stejl bakke, hvor vi fik en fadøl. Her spiste vi også
vores pilgrimsmenu om aftenen.
Torsdag den 10 september:
Lires – Muxia 15,1 km
Jeg var ikke så heldig på mit luksuriøse enkeltværelse. Først væltede jeg en sæbeautomat
af glas ned i håndvasken og smadrede den! Efter morgenbadet ville jeg sætte mig på
sengekanten, men satte mig ved siden af og altså lige ned på gulvet og slog halebenet.
Det gjorde av!
Værtinden havde om aftenen sagt, at hun ikke var oppe på det tidspunkt vi ville af sted, så
vi måtte op på bakken til cafeen for at få vores morgenkaffe, inden vi vandrede af sted.
Dagens rute var meget øde og gik gennem et stort skovområde, hvor de kørte med store
skovningsmaskiner. Jeg havde meget ondt efter mit fald om morgenen, da vi nåede frem til
Muxia ved middagstid, så jeg var ikke til stor opmuntring for mine rejsefæller. Men nu var
det så i praksis slut med de lange vandringer. Tanja serverede frokost i græsset helt nede
ved vandet i udkanten af byen. Jeg fik en fadøl på en cafe ved busterminalen, mens Juma
og Tanja gik rundt efter is. Her fik vi at vide, at pga. vejarbejde var busafgangen flyttet et
stykke væk derfra. Men det fandt Tanja ud af, selv om det ikke var skiltet særlig tydeligt.
Derefter kunne vi tage med bussen til Santiago de Compostela ved 14-tiden.
Vi indlogerede os på et herberg nær busstationen og fik den søde værtinde til at bestille en
taxa til kl 04:15 til lufthavnen næste morgen. Jeg tog mig et hvil på et par timer, mens
Juma og Tanja gik ind til byen for at købe souvenirs. Mens de var væk, kom værtinden og
flyttede mig og al vores habengut, fordi hun var kommet til at placere os i nogle køjer hun
havde reserveret til en anden gruppe. Men hun undskyldte og var meget hjælpsom. Og
Juma og Tanja fandt mig alligevel igen! Da de kom tilbage, gik vi ud og spiste vores sidste
pilgrimsmenu på en cafe i nærheden, HVOR VI FIK EN LÆKKER OSSE BUCO. Og så gik
vi til køjs for at få et par timers søvn – jeg med pakket rygsæk og al tøjet på undtagen
støvlerne!
Fredag den 11 september:
HJEMREJSE
Santiago de Compostela – Madrid Barajas – Dusseldorf – Bruxelles – Billund
Vi var klar til at tage i lufthavnen kl godt 04 og da var taxamanden der allerede, men han
holdt hvil i bilen til kl præcis 04:15, men det kunne vi jo ikke sige noget til!
Det var hurtigt at checke ind i den lille lufthavn i Santiago, så vi var klar til at flyve kl 05, så
vi fik vist lidt morgenkaffe inden afgangen kl 06:45 med Iberia Express.
Vi havde så fire timer i Madrid inden afgang Kl 12:35 med Air Berlin. Lufthavnen i Madrid
er til gengæld meget stor, men vi hyggede os med lidt mad og drikke i en cafe. Her satte
Tanja sin mobiltelefon med alle hendes billeder til opladning! Da vi sad i flyet til Dusseldorf,
opdagede hun, at hun havde glemt sin mobil i stikkontakten. Men ingen i flyet eller i
lufthavnen i Dusseldorf kunne eller ville hjælpe hende med at kontakte Madrid. I
Dusseldorf havde vi så igen fire timer inden planlagt afgang til Billund kl 19:05 med Sun Air
/ British Airways. Denne lufthavn er forholdsvis lille og domineret af ”små” lavprisselskaber.
Der var omkring 150 indcheckningsskranker hver til sit selskab, så det gik hurtigt med at
checke ind. Vi fik tiden til at gå med lidt ”wurst und durst” – pølser og øl.
Jeg nåede at ringe til Birthe og sige, at det så ud til at vi ville lande som planlagt kl 20:35 i
Billund. Men så begyndte tiden at sejle uden at vi fik nogen besked. Da vi endelig kom ud i
flyet, skulle vi nok allerede have været i Billund, så sad der passagerer der skulle til
Bruxelles. Det skulle vi så nok også! Deres fly var aflyst pga. tekniske problemer og lagt
sammen med vores. Det var et lille fly med omkring 40 sæder. Personalet bestod af en
pilot og en stewardesse, og de havde fået lige så lidt at vide af British Airways som os. Vi
troede selvfølgelig, at så snart passagererne var sat af i Bruxelles, skulle vi videre til
Billund. Men som piloten sagde senere: ”Det er vist ikke vores dag i dag. Nu holder der en
bus her ude med 24 personer, som tror de skal med til Billund, men vi har bare kun 16
ledige pladser tilbage i flyet!” Da der heller ikke var nogen styr på det i bussen, måtte vi
vente en halv times tid på, at de afgjorde, hvem der ikke skulle med i flyet. Endelig ved 22-
tiden var vi klar til afgang. I ventetiden serverede personalet alt hvad de havde af mad og
drikkevarer som kompensation. Det høstede de meget sympati for, da vi havde lige så
ondt af dem som de af os. Da vi landede i Billund kl 23:30 havde Birthe ikke i tre timer fået
nogen informationer om vores forventede ankomst! Ja, det er meget at fortælle om
ingenting, men det kommer til at fylde meget, når man bare tænker på at komme hjem.
Og det var dejligt at være hjemme i Askov igen. Vi fik en portion suppe, inden Juma og
Tanja kørte til Aarhus. Og så var det hele forbi, men tid til at fortælle og tænke efter.
Efterskrifter – Tak for turen!
Efter hjemkomsten har vi udvekslet vores refleksion og glæde over vores vandretur på
mails den 14-09-15, som gengives her (med tilladelse).
Tanja skrev bla.:
Tak for en helt fantastisk tur på mange måder! Det har været det hele på en gang,
udfordrende, smukt, fyldt med mange smagsoplevelser og udsigtsrige ruter i stilhed og i
snak. Tak for det hele også skønt at lærer dig, Poul bedre at kende. Fedt, at jeg måtte
hægte mig på jeres tur. Jeg synes det er så sejt af jer begge at I gjorde det 🙂
Og Phuvv!
Jeg har mine billeder her! Gode beskrivende billeder fra turen
På iCloud har jeg fundet dem
Så gør det ikke så meget at jeg ikke har min telefon! Juma har fået en henvendelse fra en
der spørger om han har tabt sin telefon så jeg krydser fingre for at de gider sende den til
mig.
Juma skrev:
Du, far, sagde selv – “så må jeg jo se om jeg kan leve på denne tur de næste 12 år”. Nu
må vi unægtelig se, hvad der sker de næste 12 år, men jeg er overbevist om, at vi alle kan
leve længe på denne tur, som har været ganske mageløs på alle tænkelige planer. Det er
første gang, hvor jeg har været på en længere tur, uden egentlig at have hjemve. Det er
ganske fint at være hjemme igen, men der er så mange ting, når man bare vandrer, man
ikke behøver at tage stilling til, og det kan godt virke befriende for en nyhedsfreak og
indigneret humanist som mig, at jeg ikke behøver at redde verden hele tiden, men for en
gangs skyld være i nuet, næsten hele tiden.
Ellers har Tanja vel skrevet tingene meget godt, selv har jeg set billederne igennem nogen
gange, det er mærkelig at tænke tilbage på hele tre uger, hvor dagene har været så
forskellige, og sidegevinsten ved vores ændrede planer undervejs var turen til Verdens
Ende.
Jeg er ikke rigtigt ankommet endnu, burde nok have taget to ekstra feriedage, trætheden
kan jeg stadig mærke, men først og fremmest skal jeg ind i de daglige rutiner igen, hvilket
næsten i sig selv kan være en interessant proces…..
Ses snart igen, og tak for helt usædvanlige tre uger i Spanien.
Og jeg skrev:
Selv 1000 tak for det hele.
Hvad skal jeg sige? Det kan jo ikke siges bedre end du gør, Tanja, for det føltes jo meget
gensidigt det hele!
Skønt at du ville være med. juma og jeg er måske nok lidt seje på vores egen stædige
måde! Nu har vi i hvert fald hørt det mange gange.
Men du bidrog stærkt med din sskønne energi, humør, realtime info og alle brombærrene
etc. Og tak for din omsorhgsfulde hjælp undervejs.
Selvfølgelig også stor tak til Juma for din utrættelige ledsagerstøtte hele vejen. Uden den
havde turen jo slet ikke været mulig. Håber du får tid til at hvile helt ud oven på de
søvnløse strabadser.
Nu har vi i hvert fald en fælles kæmpeoplevelse, som vi aldrig vil glemme.
Kildehenvisninger
1) Apostlen Jakob – skytshelgen for pilgrimme | Kristendom.dk
http://www.kristendom.dk:80/hovedpersoner-på-bibelens-tid/apostlen-jakob-skytshelgenpilgrimme

2) Caminoen (1-8) – Pilgrimsvandring fra Saint Jean Pied de Port til Pamplona –
Vandreferie på egen hånd – Rejser med Penguin – Penguin Travel
http://www.penguin.dk/Offer/Vandreferiepaegenhand/1112/Caminoen1-
PilgrimsvandringfraSaintJeanPieddePorttilPamplona.html

3) Rolandskvadet – Wikipedia, den frie encyklopædi
https://da.wikipedia.org:443/wiki/Rolandskvadet

4) Pamplona – Fakta om Pamplona, Spanien
http://at-rejse-er-at-leve.dk/fakta/spanien_pamplona_fakta.htm

5) Following Hemingway’s steps in Pamplona Pamplona Tourist Navarre
http://www.turismo.navarra.es/eng/organice-viaje/recurso.aspx?
o=4798&masInf=1#informacion

6) Navarra – Vin fra det nordlige Spanien
http://www.vinforum.dk:80/vinensabc/spanien/navarra/

7) Bodegas Irache – Wikipedia, the free encyclopedia
https://en.wikipedia.org/wiki/Bodegas_Irache

8) Caminoteca – the pilgrim place – Pamplona- Alto de Perdón
http://caminoteca.com/en/camino-frances/place-of-interest/138-pamplona-alto-de-perd
%C3%B3n

9) Astorga
http://ehjulmand.dk/Astorga1.html
10) Turisme i Santiago de Compostela i Galicien, Spanien spain.info Danmark
http://www.spain.info/da/que-quieres/ciudades-pueblos/grandes-ciudades/
santiago_de_compostela.html

11) Apostlens katedral | Pilgrimsvandring.dk
https://www.pilgrimsvandring.dk/indf%C3%B8ring/apostlens-katedral

12) FINISTERRE WAY – Camino Fisterra – CaminoWays.com
http://caminoways.com/ways/finisterre-way-camino-fisterra